november 2015

Bestyrelsesmøde

Bestyrelsen har afholdt møde den 31. oktober, og herfra kan følgende refereres:

* man drøftede projekt Vesterhav Syd, hvor bestyrelsen har bakket op om Sammenslutningens indsigelse og selv har rejst indsigelse mod specielt planerne om den nordlige ilandføring – som projektet fortsat kører frem, må bestyrelsen nok erkende at fortsatte, at fortsatte protester næppe nytter, og at løbet reelt er kørt

*der blev orienteret om årsmødet i Sammenslutningen, hvor Gunnar Pedersen ikke genopstillede – referat kan ses på Sammenslutningens hjemmeside

* kommunen rasler med sablen om en evt. kloakering af området, hvilket vil blive særdeles dyrt for den enkelte grundejer – Sammenslutningen er straks gået ind i sagen og bestrider kraftigt kommunens påstand om uheldige udledninger til Ringkøbing Fjord som belæg for forslaget – bestyrelsen afventer indtil videre

*vedrørende vejene: grusvejene er skrabet til vinter, asfaltvejene er repareret og gjort klar til en senere generel overfladebelægning, rabatterne er slået både horizontalt og vertikalt, og i løbet af efteråret vil træbevoksningen langs Lyngvejen og Lyngsletten blive ‘høvlet ind’ – det ser umiddelbart ikke pænt ud, men det er tvingende nødvendigt for at holde vejene farbare, og erfaringen er, at det efterhånden pynter sig selv igen

*byggeaktiviteten er gået kraftigt ned i forhold til de forrige par år, og siden sidste bestyrelsesmøde er der kun igangsat ét byggeri

*man drøftede muligheden for indhente mail-adresser hos alle medlemmer der har en sådan og så fremover gå over til alene mail-korrespondence og nyhedsbreve på mail – opfordringen om at oplyse mail-adresser vil ske i forbindelse med kontingentopkrævning i 2016

*kommunen har meddelt, at ordningen med en opstillet og betalt container til grenaffald ophører – bestyrelsen besluttede, at containeren er en service, som man ønsker at bibeholde, og at foreningen så selv må ryste op med kronerne hertil

*der har været en henvendelse fra Kirkvejens grundejerforening med opfordring til, at foreningen støtter dannelse af et alternativ til Sammenslutningen / en ny paraplyorganisation  – bestyrelsen afviser dog dette og mener slet ikke, der er brug for mere splittelse på dette område

*formanden vil undersøge muligheden for at lægge halm på stierne mod havet for at beskytte mod sandflugt og forebygge yderligere slitage – samtidig vil bestyrelsen undersøge muligheden for at inddrage plantning af hjelme som en disciplin på næste oprydningsdag

* foreningens økonomi ser fornuftig ud og budgetterne ser ud til at holde med de eksisterende medlems-, vej- og dræningskasse kontingenter

*næste bestyrelsesmøde fastsattes til lørdag den 19. marts 

*generalforsamling og oprydningsdag 2016 fastsattes til samme dag, lørdag den 23. april med oprydning og efterfølgende generalforsamling – den endelige planlægning af dagen sker senere