Bestyrelsesmøde
Bestyrelsen har afholdt møde den 22. oktober, og herfra kan følgende refereres:
Man drøftede et forslag om nyhedsmail til medlemmerne, når der var nyt på hjemmesiden. Da bestyrelsen kun har få mailadresser på medlemmer, og da der kan forudses temmelig store vanskeligheder med at holde en sådan adresseliste á jour, besluttede bestyrelsen ikke at etablere en sådan nyhedstjeneste.
Man gennemgik nyheder fra Sammenslutningen. Disse kan læses her.
Vejene i området lider efterhånden i forbindelse med de tunge transporter til nybyggerier og renoveringer. Opstår der skader, vil bygherren blive draget til ansvar og pålagt udgiften til reparationer. Vejene får til foråret en ‘generel’ omgang vedligehold.
Der er ind imellem vanskeligheder med at holde de oplagte rebstiger ved nedgang C 80 på plads. Man vil nu trodse vind og vejr ved en yderligere fastgørelse af rebstigerne, så der kan bibeholdes en god og farbar adgang til havet.
Man gennemgik foreningens økonomi, der er i god stand og grundlæggende følger budgetoplæget fra sidste generalforsamling.
Man drøftede et oplæg til nye/reviderede vedtægter. Oplægget vedtages endeligt på bestyrelsesmødet i marts og fremlægges derefter til behandling på generalforsamlingen i april.
Næste bestyrelsesmøde blev fastsat til den 2. marts 2013.
Store oprydningsdag 2013 blev fastlagt til den 26. april.
Generalforsamling 2013 blev fastlagt til den 27. april.