Marts 2024

Aktiviteter og generelle informationer

– Her kan du se referatet fra bestyrelsesmødet den 16. marts 2024– Formanden har rundsendt følgende info omkring aktiviteter og generelle informationer.

Kære grundejere

Så skriver vi marts måned, og foråret er (vistnok) på vej. Det er samtidigt tiden, hvor en ny sæson i vores dejlige område starter op, og det giver anledning til at informere om løst og fast.

Som sædvanligt opstiller foreningen en CONTAINER til grønt affald ved Lyngvejen 88. Den vil være på plads inden weekenden, så I har mulighed for at bortskaffe grønt affald uden at skulle til genbrugspladsen i Hvide Sande. Gode gran- og fyrregrene må gerne oplægges ved grusbunken, hvor der i forvejen ligger en del. Så får vi klitfogeden til at transportere grenene til stranden, hvor de kan nyttiggøres til bekæmpelse af sandflugt.

Apropos GRUSBUNKE, så er størstedelen af den forsvundet for nylig. Det er sket med maskinkraft (traktor). Jeg skal gøre opmærksom på, at det gratis stabilgrus er til lapning af huller og lignende små reparationer og ikke beregnet til større anlægsarbejder. Der må man selv få leveret stabilgrus. 

Jeg er i dag blevet gjort opmærksom på en fejl, der er i de deklarationsmeddelelser, som VURDERINGSSTYRELSEN har udsendt. Deklarationen, som er fremsendt i e-Boks, er en opgørelse over de fakta, som vurderingen af vores sommerhuse vil tage afsæt i. Som I nok har hørt i dagspressen sker grundvurderingen i forhold til den “Bedste mulige anvendelse og udnyttelse” af grunden. Fejlen består i, at den mulige udnyttelsesprocent er anført som 15%. Det vil for de fleste med en grund på 2.000 kvm. indebære, at Vurderingsstyrelsen anser det for optimalt med et sommerhus på op til 300 kvm.! Det må man ikke bygge, for Vurderingsstyrelsen tager ikke højde for de bebyggelsesbegrænsninger, som lokalplanerne fastsætter. Efter disse må man nemlig maksimalt bygge 120 kvm. på en “standardgrund” på 2.000 kvm. Man kan gøre indsigelse overfor deklarationen indenfor en fastsat tidsperiode. For mit eget vedkommende udløb fristen den 11. marts, men jeg er vidende om, at andre har frist til 25. marts. Jeg vil opfordre alle, der kan nå det, til at gøre indsigelse med henvisning til de to gældende lokalplaner (ligger på hjemmesiden).

Første foreningsaktivitet bliver den årlige GENERALFORSAMLING, der gennemføres fredag, den 10. maj fra kl. 0930 i Kloster. Indkaldelse til generalforsamlingen udsendes i april måned. 

Samme dags eftermiddag, den 10. maj, gennemfører vi den årlige “STORE OPRYDNINGSDAG”. Vi starter kl. 1330 på Lyngvejen 63 hos familien Jespersen, der velvilligt har tilbudt at huse arrangementet. Tak til Dorte og familie for det!

Ellers fremgår øvrige planlagte aktiviteter af vedhæftede AKTIVITETSOVERSIGT. Bestyrelsen er dog meget modtagelig overfor andre forslag, der kan bidrage til området og sammenholdet i foreningen. Bare sig til!

Med venlig hilsen

Lars Fløe

Formand for Lyngvejens Grundejerforening

– Her kan du se aktivitetsoversigten for 2024