Aktiviteter og generelle informationer
Formanden har rundsendt følgende info omkring aktiviteter og generelle informationer.
Kære grundejere
Maj måneds aktiviteter i grundejerforeningen er nu afsluttede, og det er på sin plads at gøre status.
Generalforsamlingen blev gennemført den 13. maj med godt 40 deltagere, der havde taget imod tilbuddet om kaffe og rundstykker. Beretning, revideret regnskab og budget 2022 kan ses påhjemmesiden, www.lyngvejene.dk Gå ind i foreningsforhold => generalforsamling => generalforsamling 2022. Referat inkl. bestyrelsens konstituering er udfærdiget, men mangler en underskrift, hvorefter også det lægges op. Dan Brøsch Jensen, Lyngvejen 100, blev nyvalgt til bestyrelsen, og vi forventer snart at kunne præsentere et vellignende foto af ham påhjemmesiden.
Oprydningsdag blev gennemført samme dags eftermiddag. Ca. 45 grundejere troppede op, så der var mange, der kæmpede om udrulning af hø og udlægning af grene ved nedgangene C79 – C81. Vores 3 oprydningskommandoer kom hurtigt gennem opgaven, da mængden af affald i området var yderst begrænset. Det skal vi kun glæde os over!
Der er lagt nogle fine billeder fra dette arrangement op på hjemmesiden. Se/gense den gode stemning fra dagen påwww.lyngvejene.dk Gå ind i galleri => galleri fra 2022 og frem.
Fugleturen blev gennemført 22. maj fra kl. 0830. Måske afholdt tidspunktet nogle fra at dukke op, men de 7 deltagere fik en fantastisk oplevelse i perfekt forsommervejr. Turleder Erik Enevoldsen førte os gennem området, der rummer ret forskellige biotoper med en deraf følgende stor artsrigdom. Jeg så/hørte ikke færre end 34 forskellige fuglearter og havde det ikke været for et erhvervsbetinget høretab, så havde jeg også kunne afkrydse fuglekonge og sortmejse. Blandt de mindre almindelige arter kan nævnes rødstjert, skovpiber, gøg, misteldrossel og tårnfalk, så vores dejlige område har også stor tiltrækningskraft blandt fuglene.
Asfaltering af strækningen Lyngvejen 88 – 118 forventes fortsat at ske i uge 22 (30. maj – 3. juni), men i skrivende stund har jeg ikke fået endelig besked om datoen. De berørte grundejere får direkte besked, når datoen tilgår foreningen.
Så vil jeg slutte med at fortælle, at foreningen har overrakt en beskeden vingave til klitfogeden og Erik Enevoldsen for deres arbejde med henholdsvis hø og grene og fugleturen. Det er noget ekstra arbejde, som de har påtaget sig vederlagsfrit og som fortjener påskønnelse.
Bestyrelsen ønsker jer alle en rigtig god sommer.
Med venlig hilsen
Lars Fløe
Formand for Lyngvejens Grundejerforening