marts 2021

Bestyrelsesmøde

Bestyrelsen har afholdt møde den 13. marts 2021. – Referat kan ses her

Samtidig har formanden rundsendt følgende vedr. behandling af væsentlige punkter fra bestyrelsesmødet

Kære grundejere 

Bestyrelsen holdt bestyrelsesmøde i lørdags, hvilket giver anledning til at rundsende lidt information til jer:

 Vintereftersyn blev gennemført af Magne for 35 tilmeldte huse. Det er samme niveau som tidligere år, og Magne oplyser, at der kun har været småting omkring døre og vinduer. Han er frisk på også at stå for eftersynet næste vintersæson. Han oplyser i øvrigt, at han tilbyder at slå græs for interesserede grundejere. Kontakt Magne direkte for nærmere vilkår på 4033 1902 eller magnebj@godmail.dk.

Tyverier har plaget Klitten i denne vinter, og vores område blev desværre også hjemsøgt – trods eftersyn og en del årvågne fastboende. Politiet fik heldigvis taget gerningsmændene på fersk gerning, og i hvert fald den ene skulle være ”kendt af politiet”. Der er angiveligt tale om lokale tyveknægte, og ikke udenlandske personer på togt. 

 Container vil som vanligt blive opstillet  ved Lyngvejen 88 fra uge 13 (påskeugen). Husk, at containeren udelukkende er til grønt affald.

Generalforsamling skal ifølge vedtægterne ”fortrinsvis afholdes i april – maj”, men pandemien gør det nødvendigt at udskyde til vi alle er blevet vaccineret. Vi planlægger derfor på et fysisk møde en gang i september. Tid og sted udmeldes senere. Indtil næste ordinære generalforsamling fortsætter den nuværende bestyrelse som et ”forretningsministerium”.

 Vejvedligehold. Skovning af træer, byggeaktivitet, jordkørsel og almindeligt slid har betydet, at nogle af vores primære veje er kommet under standard. Specielt Lyngsletten er ret medtaget. Bestyrelsen har entreret med NCC, der lægger ny overfladebelægning på Lyngvejen og Lyngsletten efter påske. Forud herfor bliver vejene fejet, mens vejskader bliver repareret og klargjort til ny belægning. Den toppes med en gul sten/ral – mangen til den, som Lyngdraget har fået. Det bliver så flot! Jeg udsender et varsel, når jeg ved, hvornår NCC rykker ind.

 Udrulning af hø på nedgang C79, 80 og 81 er planlagt til lørdag, den 10. april. Jeg vil senere informere om tid og sted og bede om tilmelding. Vi håber at kunne mobilisere 6, max. 8 M/K til opgaven efter ”først til mølle” princippet.

Med venlig hilsen

 Lars Fløe

Formand for Lyngvejens Grundejerforening