Fibernet
Så er entreprenøren færdig med at udrulle fibernettet i vores område, og der udestår alene at få nettet tilsluttet de enkelte sommerhuse, og bestyrelsen har i den anledning haft et møde med Eniig, som repræsenterer RAH bredbånd, entreprenøren for det sydlige område og kommunen for at besigtige gravearbejdet.
Selve arbejdet med nedgravning af fiberkablet er udført af 2 entreprenører, der har anvendt forskellige metoder. Nord for skoven har de ”pløjet” kablet ned langs Lyngdraget og resultatet er særdeles flot. Syd for skoven har de valgt at benytte en rendegraver, hvilket har betydet noget mere synlige spor. Vi påtalte, at de ikke i højere grad havde pløjet fiberkablet ned, da det var det, de stillede os i udsigt før arbejdet blev påbegyndt. Når dette er sagt, så må man så acceptere, at det giver synlige spor at nedgrave fibernet, og vi kan håbe at et par vækstsæsoner vil afhjælpe dette.
Vi aftalte med entreprenøren, at han skal køre området igennem med en fejemaskine, men ellers ikke gøre mere ved traceen langs vejene. Vi aftalte endvidere, at de til foråret skal efterså gravekanaler (stikledninger) ind til de enkelte sommerhuse i det omfang disse går igennem noget, der ligner græsplæner. Går stikledningen derimod gennem en naturgrund, skal de ikke efterså, da græs vil være en fremmedartet vegetation. Her må naturen reparere sig selv.
Eniig vil herefter kontakte alle, der har tilmeldt sig. Montøren skal have adgang til det enkelte hus, så man vil modtage et forslag til, hvornår arbejdet vil blive udført. Ifølge Eniig vil tilslutningen blive påbegyndt før jul.